Efter et godt kursus med
Maria Grove tillader jeg mig lige at trække vejret dybt og tage et kritisk blik på den opgavemængde, jeg har udsat mine elever for og det indhold, jeg har prioriteret.
Når vi det, jeg planlægger?
Lærer de det, jeg forventer?
Nej!
- Det går alt for stærkt for dem og når jeg skynder på dem, får de ikke lært det, jeg ville med min undervisning.
Så trak jeg tempoet ud og gik tilbage til min seminarielærdom: Praktisk undersøgende matematik. De klipper ikke særlig godt. De tegner ikke særlig lige. Vi har ikke så mange sakse. Der er som regel lim over det hele bagefter - og i det hele taget er det normalt derfor, at jeg giver op og lader være.
Men hvis de nu ikke kan - og jeg ved, at det er godt for dem, så må jeg trods deres irritation og trods alt det fysiske rod bare hænge i. Første time var en katastrofe, synes jeg. Heldigvis var min vejleder uenig. Hun så flere komme i gang og være aktive - og så måtte jeg jo trække vejret dybt og fortsætte i samme spor dagen efter.
Flere elever måtte starte med at smide gårsdagens arbejde ud. De havde simpelthen limet noget på planchen, der ikke var færdigt. De stønnede, men kun i få minutter, og så var de i gang igen.
Den time blev til gengæld enormt god. De var nu færdige på skift og jeg kunne med små beskeder sende dem videre gennem processen. På et tidspunkt fik jeg 2 minutters ro og kunne høre en knappenål falde til jorden, mens alle sad som små engle og klippede/klistrede løs.
Om eftermiddagen skulle jeg på kursus hos Maria Grove og hendes tilgang og hendes mod til at dvæle ved tingene til eleverne selv opdager de gode strategier faldt i tråd med de udfordringer, jeg lige havde stået i.
Hendes faglige bidrag om regnestrategier og forståelse for possitionssystemet var dog en helt anden boldgade, end jeg troede, jeg havde brug for som matematiklærer i udskolingen. Selv om jeg også oplever, at nogle elever er helt ned på indskolingsniveau, før de er sikre. Selv opgavekommissionen kan konstatere at 30% ikke kan løse opgave 1 i færdighedsregningen i 9.kl. Ja, så er noget grundlæggende som at tælle, på linje med at klippe og klistre, noget som vi er nød til at forholde os til og medinddrage i vores undervisning.
Dagens indlæg er derfor en kæmpe anbefaling af Maria Grove og hendes materialer.
De ligger fint i tråd med andre hjemmesider med regnestrategier som fx
Micky Lindhardt og tjek så
Gynzy og
PhET for at få adgang til online-ressourcer, så du kan illustrere det på tavlen for eleverne.
Gynzy har 10-blokke og tallinjer.
God fornøjelse med det!
Vh. Britt.